Vogt dig, for når Bayonetta spreder benene er det kun for at stille sig i position til næste dødelige angreb. Der er dømt sex, gudsbespottelse, akrobatik, abstrakt tyngdelov, uendelig ammo og ultravold i SEGA’s ”Bayonetta”.

-Et spil der tydeligvis er ankommet som en værdig pardon til hittet ”Devil May Cry”, men også med formål at losse kære Dante i afgrunden. Ligesom ”Devil May Cry” er ”Bayonetta” en blasfemisk tolkning af Biblens bagsider - et eller andet sted imellem himlens og helvedets dimensioner.

Bayonetta er en heks, af den visuelt appellerende type, med utopiske kropsproportioner og et ambivalent forhold til både Gud og Djævelen.

Plottet er noget vanvittigt og ret uengagerende, men det er ikke spillets ambition at fortælle dybe historier - det skal blot etablere sit univers, få slagmarken til at hænge sammen og give volden lidt motiv.

Med fire skydevåben, to af dem spændt om anklerne, og et uendeligt antal kampkombinationer er ”Banyonetta” som en imponerende voldsballet, der giver point og medaljer for den kunstneriske udførsel.

Kontrollen er relativ simpel, men har uanede muligheder. Konstant fristes man til at finde kampkombinationernes øverste grænser, og i loadsekvensen får man også mulighed for at øve sig.

Men gider man ikke indlæringen, så straffes man ikke, for man kan nå ligeså langt med simple angreb, undvigelsesmanøvrer og ”witch time”, der nedsætter tiden for dine fjender. - Dog vil lidt engagement give ekstra udbytte.

Hvor ekstremt er det? Forestil dig at Bayonetta befinder sig i en kirke, og pludselig braser et dragehoved igennem væggen. Dragen løfter hele kirken i vejret, mens Bayonetta endnu befinder sig i den, og kaster den mod himlen efterfulgt af flammekugler.

Men den luftbårne Bayonetta undviger ilden, tager fat i kirken, slynger den ti gange rundt om sig selv og tyrer den lige i hovedet på dragen. Det ekstreme kan få en bagside, for scenen i ”Bayonetta” er øje-indtørrende hektisk.

På sekunder er skærmbilledet fyldt med fjender, symboler, effekter og eksplosioner.

Dette er ikke dit hverdagsagtige mainstreamspil, og stilen kan også være et problematisk issue, for ”Bayonetta” er en kaotisk collage af genrebrud og tossede fortælleformer.

Selvom spillet, inden for sin genre, er en kraftfuld og fortrinlig titel, så vil stilforvirringen, overdrivelserne og det hektiske over-the-top action sikkert ikke falde i alles smag.

Absolut et spil som viser kløften mellem vestligt og japansk producerede spil. Ordet på nettet er også, at X360-versionen af ”Bayonetta” er mere smooth, og går man i petitesserne kan man godt se problemer med billedopdateringen og loadetider på Playstation 3. - Dog ikke noget som forringer wow faktoren væsentligt.

For den rette person er ”Bayonetta” som djævlens adrenalin. Et spil med næve og drive for at udvikle spilkonceptet.

Men det anbefales alle at prøve spillet før man køber det, for selvom det er godt, så vil det stilistiske overkill muligvis bide i smagsløgene.

Der ligger en gratis demo til rådighed i Playstation Store, og rammer det plet, så går fremtidige 2010 spil en svær tid i møde, for smækre Bayonetta er en forførende heks, som kræver din sjæl.